Loop Modellen

Den mediepædagogiske loopmodel

Børns ønsker, tanker, ideer, behov og fortællinger kan ytres via digitale medier. De får en stemme der ikke er begrænset af tid og sted. 
Arbejdet med de digitale medier kan være komplekst og her er loopmodellen et redskab til at forstå og stille spørgsmålstegn i arbejdet med disse for at skabe sammenhæng i processen. (digital pædagogik kap 5)

Vi vil under hele projektet tilføje og rette i modellen, da den ikke er statisk/målstyret men derimod fleksibel og foranderlig.






Temaloop

Vi har i vores samskabelsesprojekt valgt at tage udgangspunkt i et tema omhandlende Pasta. Herunder vil vi lege med Pasta og æstetiske udtryksformer. Vi har fået tildelt Børnehaven Buskelund i Silkeborg. Med en blanding af simple forsøg og æstetik og Leg, vil vi skabe et univers der kan stimulere børns undersøgende og reflekterende tilgang til verden. https://www.bupl.dk/paedagogik/laering/paedagogiske_laereplaner/seks_temaer_i_paedagogiske_laereplaner?opendocument
Forskere er nysgerrige, undersøgende og reflekterende. Det samme er børn. Generelt set er forskning en kontinuerlig undren og vilje efter at finde svar, på det som undrer. Den samme nysgerrighed over hverdagens små og store spørgsmål, er det som stimulerer børn og unges læringslyst og videns tilegnelse. http://ucl.dk/wp-content/uploads/2013/05/naturnoerderi-folder.pdf.

Med dette som udgangspunkt, vil vi skabe et univers som giver dem mulighed for at udtrykke sig via æstetiske udtryksformer og lade fantasien få frit spil. Vi introducerer børnene for Professor Pasghetti og hans tre medhjælpere. Vi vil samskabe omkring Pasta. Pasta er eneste ting som skal indgå i det vi laver. Hvordan det kommer til udtryk er op til børnene selv. Med udgangspunkt i den autoriserede Psykolog Rasmus alenkærs inklusions begreb http://www.alenkaer.dk/blog/ :
For at være en del af et fællesskab har det iflg. Alenkær betydning, hvorvidt barnet selv føler sig værdifuld og som en del af fællesskabet. Rummer barnet denne følelse, fremmer det oftest barnets tryghed ved at bidrage til fællesskabet, og tro på at det kan bidrage med noget værdifuldt. For at understøtte denne følelse arbejder vi med, at skabe rum for flere deltagelsesmuligheder, så børn med forskellige ressourcer kan bidrage med deres forskellige kompetencer. Da mulighederne for deltagelse ikke er sat til en æstetisk udtryksform som f.eks. at stå foran kameraet, giver det alle børn mulighed for deltagelse. Det er ikke alle, der har mod til at stå foran et kamera, men barnet kan stadig deltage, da vi ikke har sat nogen rammer for en bestemt udtryksform.
Da vi giver børnene frie rammer til at være medskabende. Giver det dem flere forskellige muligheder for at kunne udtrykke sig både via deres æstetik og formsprog (Austring og Sørensen. 2006. Æstetik og læring. Side 156). Dermed tilgodeser vi børnenes forskellige kompetencer og skaber et inkluderende miljø, da børnenes forskellige kompetencer i gruppen bliver tilgodeset, og barnet får mulighed for at være aktivt deltagende og bidragende, trods forskellige forudsætninger.
I og med at vi igennem vores tema skaber muligheder for aktiv deltagelse i samarbejdet mellem børnene og os, så åbner vi op for at børnene kan være medproducenter (digital pæd.). De kan igennem den aktive deltagelse være med til at planlægge læreprocessen i vores fælles samskabelsesprojekt. Børnene er med til at skabe noget nyt, som har værdi for andre.


Rammeloop

Vores projekt tager plads i vores ”Pasta Univers”, hvor vi møder Professor Pasghetti og Pasta Skruerne. Her vil der fra gang til gang blive lavet sjove lege og forsøg med pasta. Her opstår den eneste ramme, som er, at der skal indgå pasta i alt, hvad børnene vælger at formidle til os. Dette er med til at gøre at vi forbliver sammen i ”Pasta Universet”, på trods af den fysiske afstand. Vi har valgt at have en åben tilgang til, hvordan børnene vælger at formidle dette til os. Hvilket også er en udfordring, da børnenes fantasi og kreativitet kommer i spil.
Ved at lave dette alternative univers, som er inspireret af ’børnetime’ og ’os, det bare os’, bliver der skabt stemthed med plads til inspiration. Vi håber, at børnene vil finde inspiration hos os, og derved at vi også lader os inspirere af dem. Derudover vil vi prøve, at skabe trygge rammer, som er med til at skabe tillid. Når først der er skabt tillid mellem os og børnene, vil der også være plads til, at vi kan udvikle os med hinanden, og derved blive mere modige, for at der så opstår mere indflydelse og kreativitet fra børnenes side. For at skabe de trygge rammer vil vi bl.a. forsøge at gå forrest. Herved vil vi vise dem, at det ikke er farligt. Nemlig ved at vi selv fjoller, og selv står frem og er modige.
I børnehaven har de valgt, at det er en pige gruppe på 8 stk., der er med i dette projekt. Grunden til dette er, at pædagogen i forvejen havde et projekt kørende med disse piger. Derfor fandt hun det interessant, at inddrage dem i vores projekt, samt en mulighed for at bygge videre på deres projekt ud fra vores tema. Samtidig syntes hun, at de var nogle sjove og kreative piger, som ville finde det sjovt at være med i vores projekt.

Vi vil desuden tænke Vygotskys teori om zonen for nærmest udvikling ind og tage udgangspunkt i deres aktuelle udviklingsniveau, for ikke at udfordre børnene så meget, at de ikke kan udføre opgaven. Vi har også tænkt det ind, da vi som sådan ikke kender børnene fysisk, men har kun deres målgruppe at tage udgangspunkt i. Dette har vi bla.gjort ved at vi i starten havde tænkt forskellige forsøg ind, men fik tænkt over, hvad de kan og fik lavet vores ide om til kun pasta, således at de bliver tilpas udfordret og selv kan være med til at udføre nye ideer. (pædagogik - introduktion til pædagogens grundfaglighed, side 138)


Kulturloop

Vi vil igennem vores blog støtte op om en kultur, hvor de digitale medier virker som inspiration til kreativ leg og fri udfoldelse. Vi vil forsøge at skabe et legemedie, hvor vi viser en legestemning børnene finder inspirerende at praktisere. (Digital pædagogik) Vi vil vise at de digitale medier kan bruges til meget andet end tidsfordriv eller et redskab til fokuseret læring. 

Fra tidligere praktikker og undervisningsmateriale har vi oplevet og observeret at lege der sættes i gang af pædagogen, tit har et bestemt læringsmål for øje. Man har måske set en problematik, noget man vil ændre, styrke eller danne i. Vi har ønsket at søge væk fra dette ved, så vidt som muligt, ikke at tænke mål og læring ind i forløbet.

Vi ser mennesket som værende et legende væsen (Johan Huizinga - digital pædagogik) og vil have åbne rammer for børnene igennem en induktiv tilgang, da vores hensigt ikke er et bestemt læringsudbytte, men at skabe et åbent rum for nysgerrighed og fri leg. (Pædagogik- introduktion til pædagogens grundfaglighed Del. 11.7)

Et andet element vi har haft fokus på i vores samskabelsesprojekt omhandler mod og sårbarhed. At være modig betyder at man tør være sårbar. Ved at stå frem og være modig selv kan man inspirere andre til at gøre det samme. Sårbarhed handler om at vise noget af sig selv frem man er bange for at andre tager dårligt imod og på den måde være modig (https://www.youtube.com/watch?v=iCvmsMzlF7o&t=53s).

Vi vil dyrke en kultur hvor sårbarhed og frygt ikke hæmmer én i at tale og lege frit. Vi vil derfor udfordre os selv og forsøge os med at være modige. Dette ved at stille os frem som os selv, men med lidt ekstra energi. Vi vil vise os selv fra vores allermest legende side, selvom dette er en side der for os som voksne oftest er gemt væk og derfor kan føles sårbar.





Teknikloop

I samskabelsesprojektet har vi brugt vores telefoner til at filme, tage billeder eller optage lyd med. Derudover har vi vores blog: https://ohohspaghettio.blogspot.dk/ hvor vi kommunikerer med børnehaven. Vi har valgt at bruge smartphones til at optage med, da det er et mobilt redskab, som vi alle i gruppen kender. Børnene/pædagogen bestemmer selv hvilke medier og teknikker de vil bruge, idet vi mener at det understøtter processen i selv at være medskabende og medbestemmende. Børnene kan udfolde sig på mange forskellige måder heri og samtidig er det ikke forudsætning at børnene kan læse eller skrive for at kunne producere. (Digital pædagogik)
I vores eget indlæg har vi brugt redigeringsprogrammet ”DavinciResolve”, som er et open-source video redigeringssoftware. Programmet er valgt, da en i gruppen har godt kendskab til programmet, det udvidede vores muligheder for at tilføje lyd til stop motion sekvensen og samle alle scenerne i en video, og skabe nogle anderledes overgange imellem vores scener. Vi vil ikke redigere i de indlæg vi får tilsendt fra børnehaven og vi har ingen forventning til børnehaven Buskelund om, at de skal redigere deres filmklip, da det muligvis ikke er i tråd med deres tid og kompetencer.


Æstetik og kreativt loop

Vi søger at skabe en fortælling der kan inspirere til leg og udfoldelse. Vi har først og fremmest fokus på at leg skal være leg og ser læring som et biprodukt af legen (digital pædagogik kap 1).
Vi lægger op til brug af forskellige æstetiske udtryksformer i vores video til børnene, så som; teater i form af vores roller, lege med maling, papir, lim mv. Vi spiller spil og bygger ud fra fri fantasi. Til slut vil vi udfordre os selv ved at skabe vores egen pasta sang. I starten af vores forløb har vi selv været kreativt skabende ved selv, at lade os inspirere af forsøg og lege på bla. YouTube, fysikbanken, sjov for børn og Google. Hvorefter vi skar vores ideer ned til kun pasta. Vi skaber herefter et univers fyldt med ideer til muligheder for kreativ udfoldelse og æstetisk tænkning. Vi har efterfølgende selv været modige og åbne ved at lade børnene være med til at skabe dette univers. Vi er rollemodeller for dem og viser at vi er dem der går forrest. Herefter kaster vi bolden videre til børnene og lader dem udfolde deres kreativitet og selv tænke nyt ind. Herigennem får de også lov til at bruge deres sanser til bla. At mærke og føle pasta i alle former og se hvordan man ellers kan lege med det. Det var en naturlig tænkning for os, at rammerne til dette univers skulle foregå i værkstedet, hvor der er plads og rum til at udfolde sin kreativitet. Herefter vil vi gerne have at vi igennem vores video giver børnene mulighed for at bruge deres fantasi og selv give deres bud på andre æstetiske processer. Vi håber på, at vores video kan give dem en god inspiration til en videre udvikling.
Fantasi og kreativitet er afhængige og dialektisk forbundet, hvilket vil sige at de er gensidigt afhængige af hinanden (Austring og Sørensen, 2006. Æstetik og Læring, grundbog om æstetiske læreprocessr). 

Fantasien er tankerne man har og kreativiteten er evnen til at omdanne disse tanker, i dette tilfælde som her er pasta. Altså vil vi fremadrettet hele tiden forsøger at skabe noget nyt, på baggrund af det gamle og ikke mindst det sidste nye som børnene har skabt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar